Esquel til Ushuaia, Verdens ende.

Der er altid lidt der skal kigges efter eller smøres….. På turen syd over fandt vi et godt lille hotel med et ældre par der både bestyrede hotellet og lavede mad i restauranten. Men det går nemmere når man har en ”maskine” til at lave Empanaders med.

Landskabet er øde, goldt og barskt hele vejen fra Esquel og Rio Gallegos.

Vi arbejdede os langsomt, men sikkert syd over og havde lavet dags kørsler på ca. 200 km., men blev den ene dag ”snydt”, fordi der var optaget på hotellet i Baja Caracoles og Hostallet var lukket. Det endte med at vi måtte kører videre 220 km til Gobernador Gregores, hvor vi kørte ind på det første hotel vi så, og var heldige at få det næstsidst værelse. Det er der, hvor man næsten er lige glad med hvad det koster.

Herfra skulle vi mod El Calafate, hvor vi skulle ud til Gletcheren Perito Morene. På vejen dertil er et ”berygtet” stykke grusvej, 72 km., hvor der er meget løs og blød belægning. Vi tog en dyb vejrtrækning og bad til, at vi ikke havde nogen uheld på vejen. Om det er bønner (måske kaffebønner) der hjalp, skal jeg ikke kunne sige, men vi kom begge igennem de 72 km. uden at vælte. Vi var tæt på begge to flere gange, men lykken står den kække bi 😊. Igen blev vi udsat for at hotellet var optaget og fortsatte til La Leona, som er et traktørsted ved floden Rio La Leona. Her var vi heldige at få et værelse og noget god mad. Stedet blev oprindeligt bygget og drevet af Danske indvandre tilbage sidst i 1800 tallet. Det var traktørsted for folk der ventede på at passere floden. Butch Cassidy var også forbi (i 1905) efter han og de andre havde røvet en bank i Rio Gallegos.

Herfra kørte vi en tur til El Chalten og fik et smukt udsyn til Cerro Fitzroy og fik set en Condor rimelig tæt på. Vi fik ikke taget noget billede af den, men nød synet mens det varede. El Chalten har den grimmeste tankstation med den smukkeste udsigt.

Hele vejen har der været masser af Guanacoer (Lamaer) med lam og Nanduer (Strudse) både voksne og kyllinger. Selvom der var mange, blev man lige imponeret hver gang man fik øje på nogen.

Gletcheren Perito Moreno er et imponerende syn. Den kælver og der brækker store og små stykker af næsten hele tiden. Vi bliver aldrig trætte af at kigge på den.

Om aftenen fik vi en god Grill med Lam og lækker Argentinsk grill pølse.

Næste stop var Rio Gallegos og derfra til grænsen til Chile for at komme til Tierra Del Fuego. Grænsekrydsningen gik rimeligt og tog ”kun” to timer. Så skulle vi til færgen for at komme over på Tierra Del Fuego, som er en ø. Her måtte vi så vente 3 ½ time. Det betød at vi kom senere frem end beregnet, men her tager man tingene roligt. Om nogen kan Argentinere det med at stå i kø. Det er som om der er en del af deres DNA. Ved færgen mødte vi en Østriger der stort set havde kørt samme tur som os og havde forladt Halifax den 10. maj, 12 dage før os.

Efter færgen fandt vi et lille Hostal med en rar lille mand, der styrede Hostal og Restaurant alene. Så han var noget stresset da vi kom og havde ikke værelset gjort rent endnu. Men jeg forsikrede ham om at vi blev, så han kunne tage det roligt gøre sig færdig i restauranten, inden han ordnede værelset. Han havde et par Ræve der kom hver morgen og hver aften- det tror pokker, for han fodrede dem, så selvfølgelig kom de….

Derfra kørte vi de sidste 400 km. til Ushuaia og var heldig at finde et B&B i første forsøg. Dagen efter kørte vi til ”Verdens Ende”. Inden man når helt derud ligger der en lille togstation, hvor man kan køre med tog til ”Verdens Ende”. Oprindelig var det jo Straffefange Koloni og de brugte banen. Inden vi kørte derud skulle Knud Erik lige have ordnet noget ved sit gearskifte. Den havde det med at ryge ud af første gear. Vi fandt et værksted og jeg spurgte og de kendte et sted, hvor vi kunne få vasket cyklerne. Inden jeg havde set mig om havde de rullet vandslange ud og taget højtryksrenseren frem og startet med at vaske min, mens Knud Erik ordnede gearet på sin egne.