Inden vi krydsede grænsen fra Mexico til Belize blev Knud Erik klippet og vi fik skiftet olie på cyklerne, så vi stort set fik brugt de sidste Pesos. Dem der var tilbage blev brugt til at betale for at krydse grænsen til Belize. Først desinfektion, så Immigration, Told og så forsikring.

Belize er anderledes end Mexico på den måde at Commonwealth nok har haft noget indflydelse. Her er mere ryddeligt og græsplæner rundt om husene.

Belize har en del regnskov og et rigt dyreliv. Vi overnattede bl.a. i en hytte i junglen ved et naturreservat tæt på Belize Zoologiske have. Her var både store og små dyr at kikke på. Derfra kørte vi til San Ignacio og fandt et Hostal, hvor vi måtte parkere indenfor, nærmest bogstaveligt.

Kørte fra vores Hostal mod grænsen til Guatemala efter at have spist morgenmad, æg, bønner og tortilla. Sådan har morgenmaden været i Mexico, Belize og her i Guatemala. Sund og nærende kost…

Ved grænsen så vi for første gang, siden vi kørte ind i Mexico, flere MC folk der tydeligt kørte for fornøjelsens skyld og ikke bare brugte motorcyklen som transportmiddel. I køen til Immigrationen kom vi i snak med nogle af dem. Et par af dem havde Tyske rødder, så jeg rullede mig også ud på Tysk. Flinke folk. De gav gode råd om ikke at kører når der regner og være forsigtig når vejen er våd. De sten der ligger i den lyse astfalt er kalksten og bliver utrolige glatte når de er våde. Det måtte vi sande senere da der kom en regnskylle og vi måtte søge ly sammen med nogle lokale under et lille halvtag.

Det kniber med at kører ret langt på en dag. Vejene er snoede, stejle og med huller eller uden astfalt på grund af jordskred. Vi kan kører en hel dag fra tidlig morgen til ud på eftermiddagen og ikke nå mere end 100-150 km. Bremserne skal også have en pause indimellem og køles af. Vi har kørt på nogle utrolige stigninger, hvor vi må ned i 1. gear for at komme op.

Vejret er tåget, diset og små regn eller decideret skybrud. Den ene dag skulle vi kører af ”hovedvejen” og troede vi var kørt ud på deres lodseplads. Det var vi sådan set også, for forklaringen var, at astfalt belægningen var væk grundet jordskred og det var på den vejstrækning, hvor man kørte ud og smed sit affald ud over kanten. Frokosten fik vi hos tre lokale fnisende og mobilsnakkende teenagere i et ”skur” på vejen, da bremserne trængte til at køle af.

Endelig kom vi til Atitlan, en utrolig smuk sø mellem vulkaner. Vi kan dog ikke se så meget af den, da der er tåge og skyerne hænger helt nede over byerne og søen for det meste. Vi har været her et par dage og været på det lokale marked. Der er ikke det man ikke kan få.