Turen fra Pucallpa, hvor vi endelig var kommet i land efter en længere end planlagt tur på Amazonasfloden, til Cusco skulle bare være en kører tur for at komme frem til at kunne besøge Machu Picchu. Turen blev dog mere spændende og udfordrende end vi umiddelbart havde forestillet os.
Fra Pucallpa kom vi afsted ved 09.30 tiden, efter at folkene fra skibet havde fået vores Nimbusser godt og sikkert i land. Vi tænkte at det var fint at komme afsted og videre på turen, nu klokken ikke var så mange. Vi fandt et godt og relativt billigt hotel – med VARMT VAND. Vi startede med at gå ud og købe luseshampoo for en sikkerheds skyld. Vi havde en fornemmelse af, at vi var de eneste på båden der ikke havde lus og det havde vi heller ikke lyst til at skulle have.
Vi kørte videre og kom lidt op i højderne. Første nat i højderne overnattede vi i ca. 3500 meters højde. Vi havde ingen gener af højden, men måtte sande at det er noget køligere deroppe, så det lange undertøj kom hurtigt på. Vi havde dog været oppe i ca. 4000 meters højde på vejen dertil. Næste etape var ligedan. Op i ca. 4000 meters højde for at ende i ca. 3000 meter og overnatte.
Lisbeth havde bemærket at Amperemeteret opførte sig underligt og lige pludselig ville den slet ikke lade. Knud Erik fik kikket på det og skiftede lade relæet og fyldte vand på batteriet og så ladede den igen. Dejligt.
Vi havde valgt at køre af en hovedvej for ikke at komme ud på for små og ikke asfalterede veje. Det skulle vise sig at være et dårligt valg. Lige pludselig var vejen spæret at aktivister der var utilfredse med regeringen. Og det så ikke ud til at det store træ de havde fældet, der spærrede vejen, ville blive flyttet lige foreløbig. Vi skyndte os at vende om og måtte kører to timer tilbage af den vej vi var kommet og finde et hotel og lægge en ny plan. Næste morgen kørte vi forbi Politistationen og spurgte dem til råds om hvilken vej vi skulle kører. Det blev en meget smuk tur op i højlandet til 4520 meter med små landsbyer og massevis af Lamaflokke, både tamme og vilde. En utrolig flot tur. Vi endte med at spise vores morgenmad i højden. Det blev til Lammesuppe. Rygende varm og dejlig, fordi vi frøs og det var koldt. 21 grader Fahrenheit, som svarer til ca. -6 grader celsius. Så endte vi endelig i Ayacucho, hvor vi fandt et dejligt hotel, hvor Nimbusserne kom ind i Gårdhaven at overnatte. Problemet var bare at der var meget høje kantsten og trappetrin og ingen rampe, så en venlig mand på gaden hjalp os med at få dem ind. En lidt hård tjans fordi luften er lidt tyndere end vi er vandt til.
Vi fortsatte vores tur mod Cusco. Og Lisbeth får nervøse trækninger når Knud Erik nævner noget med hans kobling….. det giver mindelser til Yukon og Watson Lake. Men han skulle bare lige justere koblingen. Fandt dog ud af at der var en møtrik, hvor gevindet var ødelagt, men fandt hurtigt en løsning på det og så kørte vi videre. Ikke så forfærdeligt langt derfra ville han så lige justere på koblingen igen og vi stoppede – heldigvis, for da han stopper løb olien af Nimbussen. Ude midt i ingen ting. Der var meget kønt, men det hjalp os ikke ligefrem. Der var ti kilometer til den nærmeste lille by og vi blev enige om, at jeg skulle kører og prøve at finde en der kunne transportere ham derind og så måtte vi finde et sted han kunne skille Nimbussen ad. Jeg kørte og fandt en mand der kendte et værksted og der kunne vi være og de hentede Knud Erik og Nimbus på en Lad-motorcykel. Værkstedsgulvet var jord og vinden gjorde at det støvede ind imellem. Jeg havde på vej dertil købt masser af køkkenrulle og nogle æggebakker til at lægge stumper, skruer og møtrikker i. Det viste sig at være en god ide. Inden eftermiddagen var omme var Nimbussen skilt ad og olierøret, som der var slidt hul på af den ødelagte kobling, var loddet og koblingen skiftet. Vi har stadig en i reserve, men håber ved gud ikke vi får brug for den. Knud Erik var begyndt at samle den igen, mens jeg kørte ned i byen og fandt er hotel. Vi sov godt og tungt den nat. Næste morgen samlede Knud Erik resten og ved middagstid kørte vi fra værkstedet og den lille familie der havde det. Utrolig søde mennesker. Børnene fik mekanikergerningen ind med modermælken bogstaveligt talt. Moderen ammede midt i værkstedet og den mindste kørte rundt i hendes ”gå-vogn” mellem motorcyklerne. Ud på eftermiddagen blev Knud Erik klippet. Hele 10 kroner skulle hun have for det. Men det er nu kønnere når Gitte klipper ham.
Så var det tid til sidste etape til Cusco. Det gik noget op og ned. Vi startede i ca. 3000 meters højde. Derfra op i 4200 meter, ned i 1800 meter, op i 4000 meter, ned i 1800 meter og så op i 3500 meter. Det var en udfordring, for der var også lige en lidt stører by, hvor bykørslen gjorde cyklerne godt varme. Knud Eriks cykle ville ikke trække og det meste af sidste halvdel af turen foregik i 1. og 2. gear. Min ville pludselig heller ikke lade, så vi var noget presset da vi endelig fandt vores overnatning i Cusco. Men hvilket sted. Rent, Wi-Fi, varmt vand (hvilket ikke er en selvfølge, selv på stører hoteller), toilet bræt (som heller ikke er en selvfølge), og god seng. Cyklerne står i indkørslen til stedet og der har Knud Erik så repareret/justeret på dem.
