Vi kørte fra Olavaria sammen med den røde Nimbus og dens ejer mod deres sommerhus i Pinamar ved Atlanterhavskysten. Da vi nåede til Tandil havde den røde Nimbus tabt en stump der forbandt karburatoren og heldigvis kendte ejeren et værksted, hvor vi kunne få lappet den sammen igen. Derfra videre mod Pinamar, men inden længe punkterede Knud Erik. Heldigvis kørte konen opsamler vogn, så Knud Eriks Nimbus kom på traileren og han kørte videre på min Nimbus og jeg med i bilen. Efter et stykke tid kunne jeg ikke se Nimbussen i sidespejlet og begyndte at svede. Den ene strop var sprunget og Nimbussen havde lagt sig lige så pænt ned på siden på traileren uden det store. Vi kom til Pinamar uden det store derfra og Knud Erik fik skiftet slangen på sit punkterede bagdæk. Varmen gjorde at han ikke tog skoene på, men arbejde i strømpesokker. Det gav lidt mere luft til tærerne.
Det store Enduro løb, som vi skulle til, var et meget stort evnet og en meget stor og spændende oplevelse. Der var 300 motorcykler til start og 500 ATV’er, efter hvad vi fik oplyst. Da ATV’erne startede var det så jorden/sandet rystede og vibrerede under os. I pauserne var der opvisning med ”kunstflyvning”, eller hvad sådan noget nu heder. Meget imponerende og en smule halsbrækkende at kikke på. Om aftenerne var der grill og hygge i huset med familien og deres venner. Efter nogle fantastiske dage i Pinamar med familien trillede vi videre mod Rosario, hvor vi var vente af endnu en Nimbusejer. Ud over en, umiddelbart meget original Militær Nimbus, havde han også en del andre gamle Motorcykler og biler. Han er som de fleste udfordret af pladsmangel, så de fleste var stuvet godt sammen hjemme i garagen under privaten. Resten havde han på sin fabrik. Frokoststuen på fabrikken var indrettet i en gammel togvogn. Alt var med stil. Han havde også lavet en ”Husvogn” på en gammel Ford T. Der var soveplads, spiseplads og et lille køkken. Dagene der tilbragte vi med familien. Konen og datteren kørte os på sightseeing og sørgede for lækker mad.
Nimbussen blev hevet ud fra gemmerne, støvet af og taget med på fabrikken for at få den startet.
Vi skulle nemlig med til møde i den ældste motorcykle klub i Sydamerika, Moto Club Rosario, der er fra 1913. Og her skulle vi være standsmæssig kørende på alle tre Nimbusser. Det vakte også stor interesse. Vi fortalte lidt om vores tur og på storskærm i klubben kørte der hele aftenen YouTube klip med Nimbus og Danmark, så der var stor interesse. I klubben mødte vi en tredje Nimbus ejer. Hans Nimbus er dog ikke samlet og den har vi ikke set. Den sidste aften i Rosario hyggede vi os med de to ”Nimbus familier”. Inden vi kørte fra Rosario fik vi samlet en koblingsplade i tilfælde af, at vi skulle få brug for den. Jeg håber inderligt at vi har den med hjem!
Vi har haft nogle fantastiske dage med de familier der har Nimbus herovre. De har været meget gæstfrie og hjælpsomme og vi har haft det som blommen i et æg. Og det har været dejligt at møde mennesker på den anden side af jorden der brænder for Nimbusserne, ligesom vi gør.
Som en sidebemærkning skal nævnes, at jeg ”blærede” mig med at have kørt på Rømø Motorfestival på Nimbussen. Hertil svarrede den ene, at den kendte han skam godt. Og så tror jeg at jeg gentog det, fordi jeg tænkte: det passer ikke…., men den var god nok. De var fuldt orienterede om Rømø Motorfestival og ville gerne komme og opleve det på et tidspunkt og det er jeg sikker på de gør. Derudover kunne de fortælle at der var lavet et tilsvarende løb på en strand på flodbredden af Rio Parana mellem Buenos Aires og Rosario efter model og inspiration af Rømø Motorfestival. Så bliver man lidt imponeret og stolt….. og vi sendte straks en besked til en af folkene fra Rømø.
